Som et stop på udstillingsruten foreslås et lyttebesøg på egen hånd ved Tranemosen tæt på Pillemark, hvor Knud Viktor voksede op.

“For drengene [Knud og hans bror Hans] lokkede Tranemosen med det dybe, klare vand, hvor gedder og aborrer boede, og hvor små vige kunne gemme en båd bag høje siv, mens guldsmede svirrede rundt i solhavet ovenover. Græsstråene var fyldt med farvestrålende vårfluer, vårfluelarver kravlede rundt i vandet langs bredden i små, pansrede rør, kunstfærdigt bygget af sneglehuse og grenstumper, og de hurtige skøjteløbere tegnede fine mønstre på mosens blanke overflade i uendelige variationer.”
– Fra artiklen ‘Maleren fra Samsø’ i Pillemark – Beretninger fra en landsby og dens opland, Årbog fra Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø, 2016.

Området øst for Tranemosen er privatejet og jordejerne har venligst givet tilladelse til, at man i udstillingsperioden må besøge området på egen hånd. De ønsker dog at indskærpe, at området rummer en stor rigdom af dyreliv – og at det skal man respektere. Det er helt i Knud Viktors og udstillingens ånd og samtidig grunden til, at stedet er særligt værd at lytte til.

Parkering: Resterne af et gammelt hjulspor fører ind på østsiden af søen, når man kommer ad vejen fra Pillemark. Der kan man parkere.

Ophold: Jeg foreslår, at man går ind ad det gamle hjulspor og går mod syd med mosen på højre hånd og stopper et sted, man finder rart, inden man kommer til det indhegnede område, hvor grundejeren i samarbejde med naturvejledere fra Samsø Naturskole har køer gående som en del af naturplejen.

Min opfordring er: Gå med ørerne. Lyt til al dyrelivet omkring mosen – og lyt samtidig til dig selv, som en gæst i nogle andres verden. Prøv at lave så lidt støj som muligt, når du går i det tilgroede område, hvor kviste knækker under fødderne, og grene og siv hvisler op af tøjet. Dyrene har helt sikkert fået øre på dig, inden du har fået øre på dem. Her er de vant til at have stedet næsten for sig selv, så du er måske i virkeligheden en ubuden gæst hos dem, stedets egentlige beboere. Og der er tusindvis. Da jeg forberedte turen i foråret skræmte jeg fasaner, gærdesmutter, gæs, måger, en rørhøg, en hare, hjorte og køer – måske var køerne mest nysgerrige – og det var bare de dyr, jeg opdagede.

Går man ind langs hjulsporet på mosens østside, opdager man måske resterne af en lille æbleplantage, nøddebuske og andre reliktplanter fra stedets fortid: Jorden ned til mosen har været udstykket i små lodder, som Pillemarks beboere kunne eje eller leje og dyrke som nyttehaver. Også selve mosen fik man en bid af til at fiske i. Niels Henrik Nielsen fra Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø var sommerbarn på Samsø og husker, hvordan hans farfar dyrkede et af lodderne som en uundværlig del af familiens grøntsagsforsyning. På det lille dige op mod marken kunne man om sommeren sidde og spise is.

Stedets sommerlyde er nogle andre end de forårslyde, jeg hørte i april, hvor fasaner kaldte på hinanden og fugle afgrænsede deres territorier med sang. Sommeren har flere insekter, fx. Lydene har en årsrytme, men det måske mest afgørende er dagsrytmen. Om morgenen hører man noget helt andet end midt på en bagende dag. Eller om aftenen, eller på en regnvejrsdag, hvor de fleste søger lidt i skjul, ligesom vi mennesker også gør.

Hvordan lød stedet, da Knud Viktor ifølge hans brors udsagn yndede at snige sig væk for at lytte og betragte? Der har nok været langt flere insekter i hvert fald. Og færre gæs. Med det kommercielle landbrug har insekterne lidt en katastrofal skæbne. Naturvejleder ved Samsø Naturskole Bjarne Manstrup, der også er medforfatter til bogen Naturen set fra Samsø, påpeger, at et tysk studie fandt, at 74 % af den samlede masse af insekter var forsvundet hen over en periode på kun 27 år. Og på grund af klimaforandringerne har Samsø og store dele af Danmark nu ofte besøg af store flokke af gæs, hvilket skubber til enge og søers næringsbalance, og dermed skubber til og ændrer på livsbetingelserne i området. Ifølge den officielle liste over truede dyre- og plantearter i Danmark har den generelle udvikling de seneste ti år været, at arterne er blevet signifikant mere truede. 27 % af arterne er forsvundet fra den danske natur eller er på vej til at forsvinde.

Det hele forandrer sig. Hele tiden. Det er ikke noget nyt, men hastigheden, hvormed vi har skabt forandringerne, er ny i klodens historie. Fra starten af 1960’erne lyttede Knud Viktor koncentreret til insekterne og dyrene omkring ham på bjerget i Sydfrankrig. Og han fik øre på hvordan cikadearter forsvandt, og hvordan brugen af DDT og andre pesticider havde katastrofale konsekvenser for dyrelivet. Ikke kun for insekterne, men også for alle dem, der levede af insekterne. Og dem, der levede af dem.

Den koncentrerede lytning ledte ham tidligt til indsigter, som nu er åbenlyse for enhver. Og hans svar som kunstner var, at han måtte give indtrykkene og indsigterne en kunstnerisk form, som fastholdt og videregav de stærke og smukke naturoplevelser, de samklange og symfonier, som han hørte på bjerget. Hele hans projekt var i en forstand et forsøg på at fastholde – på magnetbånd – det, som han hørte forsvinde. Fastholde samklangene og rytmerne i nattelydene fx, så vi alle – alle vi, der gider lytte – kan få øre på dem. Så vi kan forstå værdien og skønheden af at vende vores opmærksomhed mod nogle andre end os selv. Det handler om indlevelse og empati formidlet gennem kunst.

Knud Viktor mente, at han havde opdaget noget, der var vigtigt at videregive til kommende generationer – det er jo os! Indsigter, der ledte ham til at kalde sig selv for jordborger og gav ham et radikalt anderledes blik på hierarkiet mellem menneske og alle jordens andre arter. Edderkopperne og sølvfiskene og hvepsene havde lige så meget lov til at bo i hans hus, som han selv havde. Vores eksistens er sameksistens. Tænk, hvis vi allesammen forstod, at vi er jordborgere. For hvad skulle vi ellers være?